Vi vil gerne sige en stor tak til alle 100+ deltagere, oplægsholdere, debattører og samarbejdspartnere, som deltog i SorTex-konferencen “Fra affald til innovation” den 23. april hos Tekstilmuseet Museum Midtjylland og Bæredygtig Herning.
Konferencen samlede eksperter, kommuner, offentlige myndigheder, forskere, virksomheder, NGO'er og vidensinstitutioner fra begge sider af Øresund, og vi fik sat skarpt fokus på både udfordringer og nye muligheder for håndtering af tekstilaffald.
Vi drøftede alt fra borgeradfærd og cirkulære forretningsmodeller til lovgivning, udvidet producentansvar og hvad vi kan lære af plastindustrien. Ligesom vi fik hænderne i tekstilaffald og derigennem gav bud på, hvordan vi giver det mest mulig værdi.
Og vigtigst af alt: Vi mærkede villigheden til at lytte og viljen til at handle – sammen.
Konferencen var den første af tre, som vi afholder i løbet af de næste tre år i SorTex-projektet, der arbejder for at udvikle og teste nye metoder og forretningsmodeller for tekstilindsamling, forsortering og genanvendelse.