Projekt SorTex

Hvad fortæller sorteringen af tekstiler os?

En stikprøveanalyse af tekstiler indsamlet i SorTex-projektet giver et indblik i, hvilke typer tøj der ender i de forskellige sorteringskategorier, og hvilke fejl, som fx pilling, der især påvirker tøjets kvalitet. Analysen fokuserer specifikt på tekstiler, der er klassificeret som low og medium, og har til formål at undersøge, hvad disse fraktioner består af, og hvilken værdi de fortsat kan have, selv om de ikke er egnede til direkte genbrug.

En stikprøveanalyse af tekstiler indsamlet i SorTex-projektet giver et indblik i, hvilke typer tøj der ender i de forskellige sorteringskategorier, og hvilke fejl, som fx pilling, der især påvirker tøjets kvalitet. Analysen fokuserer specifikt på tekstiler, der er klassificeret som low og medium, og har til formål at undersøge, hvad disse fraktioner består af, og hvilken værdi de fortsat kan have, selv om de ikke er egnede til direkte genbrug.

Hvad fortæller sorteringen af tekstiler os?

En stikprøveanalyse af tekstiler indsamlet i SorTex-projektet giver et indblik i, hvilke typer tøj der ender i de forskellige sorteringskategorier, og hvilke fejl, som fx pilling, der især påvirker tøjets kvalitet. Analysen fokuserer specifikt på tekstiler, der er klassificeret som low og medium, og har til formål at undersøge, hvad disse fraktioner består af, og hvilken værdi de fortsat kan have, selv om de ikke er egnede til direkte genbrug. Resultaterne peger blandt andet på muligheder for rengøring, genbrug, videresalg eller andre former for genanvendelse og videre anvendelse. Analysen viser dermed, hvordan en mere grundig sortering kan bidrage til at identificere tekstilernes videre potentiale, forlænge deres levetid og mindske mængden, der ender som affald.

AP5 og analysens afgrænsning

Som en del af SorTex-projektet har AP5 haft en særlig interesse i de materialefraktioner, der ikke kan genanvendes direkte. AP5 arbejder med forretningsmodeller og er derfor interesseret i at få mere viden om de fraktioner, der er klassificeret som Low og Medium, og i det potentiale, materialerne fortsat har.

Kategorien Very Low blev ikke medtaget i analysen, da materialet blev vurderet til at være i for dårlig stand. Analysen fokuserer derfor på de materialer, der er blevet indsamlet og efterfølgende klassificeret som Low eller Medium, med henblik på at kortlægge, hvad disse fraktioner faktisk består af. Tekstilerne blev analyseret for at undersøge bl.a. kvalitet, de hyppigste fejl, tøjtyper, farver, brands, materialer og størrelser. Formålet var at blive klogere på, hvad der findes i de massive tekstilstrømme og hvilket potentiale tekstilerne har for genbrug, videresalg og genanvendelse.

To kategorier – Medium & Low

I analysen blev materialerne opdelt i to centrale kategorier: Medium og Low.

Medium = Materialet er i en middelgod tilstand. Det kan ikke nødvendigvis bruges direkte igen, men det har stadig en vis kvalitet eller værdi og kan måske sorteres, behandles eller genanvendes.

Low = Materialet er i en lavere kvalitet/tilstand. Det er ikke egnet til direkte genbrug, men det kan stadig indeholde materialer eller komponenter, som kan have værdi til andre former for genanvendelse eller anvendelse.

Medium-kategorien bestod af 789 stykker tøj med en samlet vægt på 173 kg, mens Low-kategorien indeholdt 703 stykker tøj med en samlet vægt på 179 kg. Tallene fortæller noget om mængden, men det væsentlige er  selve indholdet. Selv om et stykke tøj er placeret i Low-kategorien, betyder det ikke nødvendigvis, at det er uden værdi. Det kan stadig have potentiale.

T-shirts fylder mest

En af de mest fremtrædende tendenser i analysen er, at T-shirts fylder meget i begge kategorier.

I Medium-kategorien udgør T-shirts 16% af tøjet, efterfulgt af bukser med 12%, toppe med 10% og jeans med 10%. I Low-kategorien udgør T-shirts 17%, mens toppe står for 11% og bukser for 10%.

Det er almindeligt hverdagstøj, der dominerer i begge kategorier. Det betyder desuden også, at selv små forbedringer i sorteringen kan få betydning, fordi der er tale om store mængder af de samme typer tekstiler.

Sort, H&M og voksentøj

Farverne giver et tydeligt billede af materialet. Sort er den mest dominerende farve. I en af opgørelserne udgør sorte tekstiler 26%, mens blå står for 23% og multifarvede tekstiler for 16%. Analysen peger samtidig på, at hvide og andre lysfarvede tekstiler fylder mere i Low-kategorien. En mulig forklaring er, at pletter ganske enkelt er mere synlige på lyse tekstiler.

Når man ser på de samlede resultater, er H&M det mest fremtrædende mærke i både Medium- og Low-kategorien. T-shirts, mørke tekstiler, store materialestørrelser, voksentøj og strik går igen som centrale karakteristika.

Pletter og pilling er blandt de største problemer

Når man ser nærmere på fejlene, bliver det tydeligt, hvorfor tøjet placeres i de forskellige kategorier. I Medium-kategorien er pletter den hyppigste fejl med 24%. Herefter kommer tab af form med 22% og pilling med 19%. Løse eller trukne tråde udgør 11%, mens ødelagte syninger udgør 7%.

I Low-kategorien er billedet lidt anderledes. Her er pilling den hyppigste fejl med 28%. Svedpletter udgør 23%, mens andre pletter står for 22%.

 

Kan en plet være forskellen på affald og genbrug?

Mange af de registrerede fejl handler om ting, der potentielt har en chance for at blive håndteret. En plet kan fx være et spørgsmål om rengøring frem for dårlig kvalitet. Det betyder, at sorteringen ikke kun bør handle om at afgøre, om tøjet er godt eller dårligt. Det handler altså også om at undersøge, hvad der skal til for at give tøjet en ny chance. Analysen konkluderer nemlig, at mange tekstiler med pletter potentielt kan videresælges, hvis de blot bliver rengjort, før de går videre til tekstilgenanvendelse.

Analysen af de indsamlede tekstiler viser, at der gemmer sig langt mere i tekstilstrømmene end tøj, der blot er blevet kasseret. På tværs af kategorierne går bestemte mønstre igen: T-shirts, voksentøj, strik og store størrelser fylder meget, mens sort er den mest udbredte farve, og H&M er det mest fremtrædende brand.

Samtidig viser analysen, at fejl som pletter, pilling og tab af form spiller en væsentlig rolle for, hvordan tekstilerne kategoriseres.

Det interessante er, at en ”fejl” ikke nødvendigvis betyder, at tøjet er ubrugeligt.

 

Low er ikke nødvendigvis slutningen

En af de vigtigste pointer fra analysen er, at Low-kategorien ikke nødvendigvis skal betragtes som endestationen. Low har den største samlede vægt, men materialerne kan stadig have potentiale for genbrug, upcycling eller videresalg og støtte den cirkulære økonomi. Medium-kategorien ser samtidig ud til at have et større salgspotentiale, fordi tekstilerne generelt har færre fejl og derfor i højere grad kan sælges med minimale forbedringer. 

Analysens resultater og konklusioner viser dermed, hvordan data og prøvesortering kan bruges til at træffe mere rationelle beslutninger om tekstiler. I stedet for automatisk at betragte beskadiget tøj som affald kan man undersøge, om det kan vaskes, repareres, sælges eller bruges på en helt anden måde.

For måske handler en mere cirkulær økonomi ikke kun om at blive bedre til at genanvende vores tøj, men også om at blive bedre til at se værdien i det, vi ellers ville betragte som ”affald”. Som forbrugere kan vi forlænge tøjets levetid ved at give det en ny funktion, fx kan en T-shirt med pletter bruges som støvklud eller et par gamle jeans kan sys om til en totebag. På den måde kan vi som forbrugere være med til at understøtte den cirkulære omstilling.

Fakta: Sådan analyserer vi tekstilernes stand

Standardkategorier:

Tekstilerne klassificeres efter deres stand og graden af slitage og skader:

PREMIUM
Ser i princippet nyt ud. Ingen synlig slitage, alle dele er intakte, lynlåse fungerer, og mærkater kan stadig være intakte.

HIGH
Kun let slitage, fx svag falmning. Tøjet er helt og fuldt funktionsdygtigt.

MEDIUM
Har én til to mindre fejl, fx en ødelagt lynlås, mindre huller, en manglende knap eller tydeligt falmet farve.

LOW
Har flere eller mere omfattende skader, fx større huller, meget snavs, kraftig pilling eller manglende dele, som påvirker funktionen.

VERY LOW
Tøj, som i sin nuværende form vurderes at have meget begrænset anvendelighed. Kategorien indgik ikke i denne analyse, da materialet blev vurderet til at være i for dårlig stand.

Very Low kan fx omfatte:

Very Low – Wet/Moldy
Våde eller mugne tekstiler, ofte som følge af fugt, forkert håndtering eller udsættelse for væde.

Very Low – Contaminated/Damaged
Tekstiler med fx olie- eller malingpletter, kraftig forurening eller omfattende skader.